Rødbedebøffer
Grønsager | Hovedret | Vegetarisk

Rødbedebøffer

16. juni 2020

Da jeg efterhånden har flere i familien der er gået vegetar vejen, valgte jeg at forsøge mig med rødbedebøffer til min datter Ida’s fødselsdag. Vi kunne samle hele familien for første gang efter Covid19 krisen i haven til burger på grillen. Jeg lavede en lille portion (5 stk.) som ville passe til de fire der ikke ønskede den traditionelle bøf.

Rødebedebøfferne var et hit, så derfor lægger jeg nu opskriften op så alle kan gå hjem og lave dem selv, eller så jeg selv husker opskriften 🙂

Den opskrift jeg lægger op her, er kun med rødbeder, men jeg har efterfølgende lavet dem med halvt rødbeder og halvt gulerødder. Begge varianter kan anbefales. Mængden af havregryn kan variere, da konsistensen helst skal være så de kan holde bøf formen. Men for meget havregryn kan gøre dem tunge og kompakte. Forsøg dig selv frem.

Jeg valgte at stege dem hurtigt i smør og olie på en panden så de fik en skorpe, inden de røg på grillen. På den måde var de nemmere at styre for mig.

Ingredienser til ca. 5 gode bøffer

300 g rødbeder, groftrevet
25 g havregryn
2 spsk hvedemel
1 lille rødløg fint hakket
2 hele æg
2 spsk. kapers
1 tsk dijon sennep
salt og peber

Fremgangsmåde

Riv rødbederne og pres så meget saft ud af dem som muligt (husk hansker).
Bland alle ingredienserne sammen.
Steg i smør og olie.