Hovedret

Kanin som man laver den i Dijon

2. juli 2017

Min bror René fik denne opskrift på et madlavningskursus.

(Ca. 4 personer)

Ingredienser:
1 kanin (1,2 kg – 1,4 kg)
4 store spiseskefulde Dijonsennep
1 spiseskefuld olie
50 g smør
1 kvist timian
2 laurbærblade
1/2 liter piskefløde
15 cl vand el. hvidvin (f.eks. Chardonnay, eller en hvidvin fra Bourgogne)
salt og peber

Forvarm ovnen til 210 grader, smør et fad med olien, smør kaninen med 3 store spiseskefulde dijonsennep, smør den på alle led og kanter, også inden i. Kom kaninen op i fadet. Strø den med små stykker smør, lav en kvist af timian og læg i fadet, læg de 2 laurbærblade ved, og kom salt og peber på. Tilsæt 15 cl vand eller hvidvin.

Kom fadet i ovnen og lad kaninen stege i ca. 50 minutter. Vend den og væd den regelmæssigt med væden i fadet. Sørg for at det ikke brænder på, ellers kom evt. lidt mere væde ved.

Hæld 1/2 liter piskefløde op i en gryde og kog det ned til ca. halvdelen. Dette gøres når kaninen er sat i ovnen, da det godt kan tage et stykke tid.

Når kaninen er færdig stegt, tag fadet ud af ovnen. Tag kaninen op af fadet og læg den på et skærebræt.

Kom den nedkogte fløde op i fadet sammen med 1 stor spiseskefuld dijonsennep, bland det godt med væden fra stegningen.

Hæld det tilbage i gryden gennem en si og lad det småkoge i 2 – 3 minutter, smag sovsen til med salt og peber hvis det er nødvendigt.

Skær kaninen i stykker og dæk den med saucen, og server straks.

PS. Man kan skære kaninen i stykke inden den steges. Man gør ellers det samme som beskrevet ovenover. Man skal bare sørge for at stykkerne er skåret med et rent cut. Kanin knogler er nemlig meget skrøbelige og kan knækkes i splinter der kan være farlige når man spiser den.

Man kan købe kanin i Irma, og andre dagligvarebutikker.

 

Skriv et svar